Hvad sker der i 2019

Som de fleste nok har regnet ud på nuværende tidspunkt, deltager jeg desværre ikke i noget mesterskab i denne sæson. Tiden efter mesterskabet kom i hus sidste år var meget stresset og presset for mig. Ja jeg blev Danskmester i F4, men jeg følte ikke jeg rigtigt kunne nyde det. Efter en lang og meget meget hård mental sæson og 3.g som blev hårdere og hårdere, skulle vi finde ud af hvad vi skulle til næste sæson og det blev bare for meget det hele.

Jeg besluttede at stoppe på gymnasiet med en plan om at jeg ville forsøge at finde så mange penge som muligt, så jeg kunne komme ud og køre noget international formelbil. Det skete bare ikke. Efter et år i overhalings banen hvor jeg hele tiden havde noget jeg skulle, var der lige pludselig alverdens tid og meget meget stille. 2018 sæson var super flot og fantastisk på rigtig mange på punkter, men der var altså bare ikke tid til at bearbejde tabet af min mor. Det var der lige pludselig og det satte tankerne i gang.

Jeg har i lang tid nu ikke haft lysten eller motivationen til noget, ikke haft noget energi og ikke rigtigt kunne se meningen med det hele. Næsten lige meget hvad min far har spurgt mig om, så har svaret været det samme: “Det ved jeg ik'”. Tingene er blevet en lille smule bedre, men ikke meget. Det er jo gået op for mig at det kan ikke fortsætte sådan her for evigt og jeg har fået en lille smule motivation til at prøve og få mere glæde i hverdagen og i det hele taget bare en normal hverdag igen.

Jeg vil gerne takke alle sponsorer for støtten og tilliden og tak til familie og venner som har været ude og kigge med på banerne og støttet på anden vis. Tak til alle fra CTHmotorsport og tak til alle som har hjulpet til på hver sin måde siden jeg startede tilbage i gokart.